Kære Dagbog 

Velkommen til mit forfærdelige liv. Faktisk skal du vide, at den her bog minder mere om en gyser end en dagbog. Men læs med alligevel. Det er jo rart, når nogen har det værre end en selv. Det kan jeg selv godt lide. Blev for eksempel vildt glad, da Oliver fra min klasse tabte sin nye IPhone 11 foran madboden. 

Er min mor syg? 

I dag lavede min mor hjulspind i indkørslen. Da hun kom tilbage efter en time, stod hun ude foran huset og skreg ”Hjææælp”. Hun lød så desperat, at jeg var sikker på hun havde fået Corona, og hun ville ikke være en af dem, der klarede den, for hun har virkelig mange rynker. Især om morgenen. Men vi skulle bare hjælpe hende med at tømme bilen. Jeg troede slet ikke, der kunne være så meget i så lille en bil. Jeg skulle slæbe alle pakkerne med toiletpapir ind, for de vejede mindst, mente min mor. Tak for det! Det viste sig at være den langt hårdeste opgave. Tror jeg gik frem og tilbage 25 gange. 

Nægter at spise skildpadde på dåse 

Min mor bar poserne med dåser ind i køkkenet, og da jeg var færdig med at stable toiletpapir i vaskerummet og i udestuen, hjalp jeg hende med at sætte på plads. Hun havde købt 30 dåser tomater. 17 dåser majs. 12 dåser ferskner. 10 dåser hakkebøf. 10 dåser makrel. Og fem store dåser med noget, som gjorde mig ret bekymret. Forloren skildpadde stod der uden på. Jeg fik faktisk kvalme. Tænk at Danmark nu er i så stor krise, at vi spiser vores kæledyr. Ovenikøbet dyr, der lugter så dårligt og stirrer på en på en super uhyggelig måde. 

Vil være Amalie fra min klasse 

Jeg blev ellers helt lettet, da Statsministeren sagde, at alle skoler skulle lukkes. Jeg sørgede selvfølgelig for at se rigtig skuffet ud, da jeg sad med min mor og stedfar i sofaen. Men indeni jublede jeg, for så slap jeg for Nationaltesten i matematik og min ufærdige fremlæggelse i historie. En gang imellem har man lov at være heldig (Selvom Corona er forfærdeligt). Og held er ellers ikke noget, der følger mig. Bare se på mit navn. Jeg hedder Olga. Det er der jo ingen andre, der gør. Jeg har tit klaget til min mor. Hver gang siger hun, at det er godt skille sig ud. At man skal være sig selv. Det er det sidste, jeg har lyst til at være. Jeg vil være Amalie fra min klasse. Og hedde Amalie. Og have hendes LaLa Berlin tørklæde. Og så ville jeg binde det om halsen med en løs knude præcis som hende. Jeg vil vædde med, at de ikke spiser stinkende og stirrende krybdyr hjemme hos hende. 

Mød min familie 

Du skal da lige vide lidt om min familie. Bare så du helt forstår, hvor forfærdeligt mit liv er: 

Mig: Jeg er 12 år og hedder Olga. (Faktisk hedder jeg kun Olga i 5 år, to måneder og fire dage endnu. Den dag jeg fylder 18, går jeg selvfølgelig ind og ændrer mit navn til Amalie. Det koster 505 kroner, og jeg er begyndt at spare op til det. Jeg har sat mig grundigt ind i det på hjemmesiden www.Borger.dk. Faktisk brugte jeg hele historietimen på det, da vi skulle forberede vores fremlæggelser. Godt Coronaen kom og reddede mig, så det ikke blev pinligt.) 

Min mor: Jeg tror, hun er 40 år. Er alle mødre ikke det? Hun er selvfølgelig sød. Det er mødre jo. Bare ikke når hun er på slankekur. Eller når hun har fødselsdag. Sidst råbte hun: Jeg gør så meget for jer hver dag, og så kunne I ikke engang sætte et lille flag på bordet! (Jeg skyndte mig at sige, at jeg havde glemt hendes gave på skolen.) 

Min stedfar: Går kun i blå skjorter og arbejder med IT i en bank. Når han fortæller om sit arbejde, er der ingen, der hører efter. Heller ikke min mor. Når hun siger ”spændende” kan jeg høre, hun lyver. Hver dag spørger han mig, om jeg har haft en god dag i skolen. Og om robot-plæneklipperen har været i gang ude på græsplænen. Jeg siger altid ja til begge dele. Som om jeg kunne finde på at holde øje med en robotplæneklipper. 

Min storesøster Mona: 16 år. Er heldigvis på efterskole. Så hende skal hverken du, kære dagbog eller jeg bekymre os om. Vær glad for det! Hun drikker alkohol og allerværst kysser drenge og går i g-strengstrusser (da jeg opdagede det, mistede jeg appetitten hver gang, jeg sad overfor hende og spiste aftensmad. Virkelig ulækkert at have et tyndt stykke stof op mellem ballerne). 

Min lillesøster Louise: 10 år. Hvad kan jeg sige? Hun er superpinlig. Sidst jeg kom ind på hendes værelse, var hun ved at bygge en party-bus i LEGO. Jeg har selvfølgelig fortalt hende, at børn i dag ikke leger med legetøj. Men hun er ligeglad, og jeg er virkelig bekymret. Tænk hvis mine klassekammerater finder ud af, hvor nørdet hun er. Den slags smitter jo mere end Corona. 

Vores hund Pelle: Den er født af en mor, der var en blanding af en puddel og en mops, og dens far ved ingen, hvem var. Det var derfor, vi fik den 7000 kroner billigere end en helt almindelig hund, fortalte min mor. 7000 kroner er åbenbart, hvad en far er værd. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt bekymret for at have den rendende inde i vores stue. Har hørt, at Coronaen kommer fra flagermus, og Pelle ligner faktisk en flagermus ret meget. Især med de tynde ører. Den ligner også hele tiden en, der er ved at dø på grund af dens udstående øjne. 

Min far: Jeg er hos ham hver anden weekend, og jeg er lidt bange for, om han har toiletpapir, næste gang jeg kommer. Selv inden Coronaen skulle vi tørre os med juleservietter. Min far har for nylig fået motorcykel og en tatovering af et hjerte på underarmen. Han fortalte mig, at den symboliserer kærlighed. Den kunne jeg nok godt selv have regnet ud. Min far er også begyndt at dyrke yoga og gå med armbånd lavet af trækugler. Selv siger han, at han har fundet sine sande værdier. Min mor siger, han har midtvejskrise. Midtvejskrise? Er han ikke 40? Så skulle han prøve at være 12 og være den eneste i klassen med en Huawei telefon. Den er for øvrigt også fra Kina. Ligesom Coronaen.