Dag 12: Hjælp! I dag er det mors fødselsdag

Kære Dagbog 

Det har været en meget lang dag. Når ens mor har fødselsdag midt i en Coronakrise, føles det lidt, som om der er 70 timer i et døgn. Mindst. 

Mig og mine søstre gjorde ellers, hvad vi kunne, da vi listede rundt og dækkede morgenbordet. Selv lagde jeg ti stykker knækbrød i en vifte på en tallerken, og vi ledte i alle skabe og skuffer for at finde et flag. Desværre er det kun min mor, der ved, hvor den slags gemmer sig. Men heldigvis fandt min lillesøster nogle gamle balloner på sit værelse. De var faktisk helt perfekte. Da vi pustede dem op, viste det sig nemlig, at der var flag på dem. Godt nok stod der også ”Bilka 8 år” med store bogstaver. Men min mor kan jo ikke forvente, at hun er den eneste i hele Verden, der har fødselsdag. 

Gave fra tanken

Min stedfar virkede ret rolig, lige inden vi vækkede min mor med sang. Han havde nemlig været på tanken og købt lige det, min mor ønskede sig. 

”Hun har så længe talt om, at hun mangler et par nye solbriller,” fortalte han. 

Noget i mig sagde, at det måske ikke helt var de solbriller, hun drømte om. Men jeg kunne ikke være sikker, for min stedfar havde pakket dem ind i noget krøllet rødt gavepapir med nogle grinende nisser udenpå. 

Det startede egentlig godt, da min mor stadig lå i sengen. Hun smilede i hvert fald, mens vi sang, men jeg blev selvfølgelig lidt bekymret, da hun slog dynen til side og sagde, at hun var utrolig spændt på at se, hvad vi havde fundet på. Jeg kunne se, hendes næse vibrerede lidt. Som om hun prøvede at dufte, om der var nybagte boller i køkkenet. Jeg var glad for, at jeg i det mindste havde lagt knækbrødet i en vifte. 

For lille og for tyk

Men min mor ville ikke have knækbrød, da jeg tilbød hende et stykke. 

”Jeg springer over,” sagde hun og kiggede længe på min stedfar. 

Så begyndte hun at åbne gaver. Min storesøster havde lavet et stykke papir med nogle felter, hvor der stod ”tage ud af bordet”, ”støvsuge” og ”massage”. 

”Det er gavekort på serviceydelser,” forklarede min storesøster og slog ud med armene, som om hun var virkelig gavmild. 

Da min mor åbnede mit perlearmbånd, kunne jeg godt se, at jeg havde lavet en lille fejl. 

”Havde du glemt, at et armbånd skal over hånden?” spurgte hun og forsøgte at få tre fingre igennem det. Og det blev ikke bedre, da hun åbnede min tegning, som forestillede hele vores familie. 

”Jeg er da ikke så tyk,” var hendes eneste kommentar. 

Røde solbriller med spejlglas

Så flåede hun nisse-papiret af gaven fra min papfar. Da hun sad med solbrillerne i hånden, kiggede hun længe på dem uden at sige noget. Måske sad hun og betragtede sig selv, for de havde nemlig spejlglas. Da tavsheden havde varet utrolig længe, rømmede min stedfar sig. 

”Ja, jeg valgte det røde stel, fordi jeg ved, hvor glad du er for rød,” sagde han. Men min mor svarede ikke. I stedet tog hun solbrillerne på, hvilket fik hunden til at knurre. 

Ellers var der ikke nogen, der sagde noget. Jeg kunne godt mærke, at stemningen ikke var den bedste, og min mor så også ret sur ud med solbrillerne. Det var kort sagt sådan en situation, hvor man IKKE må grine. Det gjorde jeg heller ikke. Men så kom jeg til at kigge over på min lillesøster. Hele hendes krop rystede, og selvom hun havde dækket ansigtet med et stykke køkkenrulle, så vidste jeg det: Hun grinede. Og så kunne jeg ikke holde det tilbage længere. Jeg grinede så meget, at jeg måtte gå fra bordet. 

Nabodamen ryster på hovedet

Da jeg kom tilbage, var min mor gået ud i haven. Her stod hun og talte med nabodamen. Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, men de havde et ret tydeligt kropssprog, fordi de jo stod med to meters afstand. Nabodamen rystede på hovedet med store, langsomme bevægelser, og min mor slog til sit eget med en flad hånd. 

Da hun kom ind igen, flød morgenbordet stadig, fordi min papfar havde forladt det for at deltage i et telefonmøde. Min mor fandt derfor gavekortet fra min storesøster og stak det helt hen foran næsen på hende. 

”Jeg vil gerne bruge et ”rydde af bordet” klip,” sagde hun. 

Men min søster havde desværre noget vigtig klasseundervisning på computeren i præcis det øjeblik. 

Selv tilbragte jeg også utrolig meget tid på Aula i dag. Det var et meget mere sikkert sted end nede i stuen. Hver gang jeg listede forbi min mors computer, kunne jeg se, at hun slet ikke arbejdede. Hun var hele tiden på Facebook-gruppen: Danmark synger for Dronningen. (Et initiativ som går ud på, at vi skal synge ”I dag er det Dronningens fødselsdag” ud ad vinduerne på hendes 80 år fødselsdag. Man skulle næsten tro, det var min mor og nabodamen, der havde oprettet den gruppe.) 

Held i hundeparken

I hundeparken havde jeg heldigvis heldet med mig allerede på anden tur. ”Hej,” sagde drengen med den hvide hund, da han så mig (Han siger hej på en virkelig flot måde). Hans hvide hund så også særlig flot ud i dag, fordi den havde en lyserød sløjfe om halsen. Det viste sig, at den havde fødselsdag ligesom min mor. Det syntes drengen var et sjovt sammenfald. 

”Hvor mange år fylder din mor, så?” spurgte han. 

”Cirka 40,” svarede jeg. 

Drengen fortalte, at hans hund blev fem år, og at hans far havde lavet andepostej og hjemmelavet rugbrød, fordi det var dens livret. Den havde også fået tre tennisbolde, en gummiring og en latexgris, der sagde piv, når man trykkede på den. 

”Jeg har faktisk også skrevet et digt til den. Vil du høre det?” spurgte drengen og hev et stykke papir op af lommen. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg kunne næsten ikke tro, at den flotte dreng også var digter. Men det var han. Hør bare dette digt til hunden:

Du er så sød 

Og din pels er så blød 

På stranden skider du i sandet 

Men du er den bedste hund i landet 

Tillykke med de fem år 

I aften får du dit helt eget lammelår 

Da han havde læst det op, tog jeg mod til mig og spurgte, om jeg måtte få digtet. Drengen gav mig det uden at tøve. 

”Min kunst skal bare ud,” sagde han og løftede hagen op mod vinden. 

Hvad skal vi dog gøre?

Da jeg kom hjem, havde min stedfar været ved bageren og købt min mors yndlingscheesecake. Vi havde alle sammen sat os ved bordet i stuen, da min storesøster trådte ind. Hun kiggede surt på kagen, og sagde, det var klamt, at vi spiste animalske produkter. Så rejste min mor sig og forlod stuen. Hendes trin på trappen lød meget tunge, og hun lukkede døren til soveværelset temmelig hårdt.

 ”Hvad skal vi dog gøre?” sagde min stedfar og rystede opgivende på hovedet. Det plejer han aldrig at gøre, så jeg blev lidt bekymret. Derfor rejste jeg mig op og sagde: 

”Jeg redder mors fødselsdag.” 

Og det gjorde jeg! Jeg ved virkelig ikke, hvad den her familie skulle gøre uden mig. 

I dag er det mors fødselsdag

Det tog selvfølgelig et par timer at planlægge. Men så var det også perfekt (Jeg burde være sådan en, der arrangerede andres fødselsdage). 

Klokken 18.30 kaldte jeg på min mor. Da hun kom ned, sad hele familien pænt i stuen (undtagen hunden, som kørte numsen hele vejen hen over gulvtæppet, fordi det kløede). Men ingen bemærkede hunden, da jeg højt og klart læste et digt op for min mor: 

Du er så sød 

Og din krop er så blød 

Ved stranden tisser du i vandet 

Men du er den bedste mor i landet 

Tillykke med de ca 40 år 

En dag får du dit helt eget kyllingelår 

Det var første gang, jeg så min mor grine den dag. Bagefter bad vi hende følge med hen til vinduet. Da klokken slog 19, slog vi næsten alle vinduerne op. Ved siden af åbnede nabodamen også sit vindue. Og ude på vejen stod min far med et papirflag. Så begyndte alle at synge. 

”I dag er det mors fødselsdag.” 

Det lød faktisk ret godt. Men da vi var kommet til andet vers, holdt mit hjerte op med at slå. Ud af øjenkrogen så jeg pludselig drengen og den hvide hund komme gående. Jeg havde lyst til at smække alle vinduer i, men det var selvfølgelig for sent. Drengen gik direkte hen mod vores hus. Da han nåede hen til min far, stoppede han, da han hørte sangen, og hans hund satte sig pænt ned. Jeg troede, jeg skulle dø af skam. Men så skete der et mirakel. Et ægte mirakel. Drengen begyndte at synge med. Sådan rigtigt. Han stod ikke bare og mumlede. Hans mund bevægede sig op og ned. Jeg blev så glad, at jeg helt glemte at synge. Og lige der indså jeg noget: Kære Dagbog. Jeg er forelsket. For første gang i mit liv.