Dag 14: Min mor siger, jeg er blevet en kvinde

Kære Dagbog 

Det har været en stor dag. I hvert fald for min mor. Da jeg tissede i morges, var jeg begyndt at bløde. Bliv ikke bange, kære Dagbog. Det lyder værre, end det er. Jeg var faktisk helt rolig, for jeg havde hørt godt efter i ”Uge Sex” i skolen, og jeg vidste derfor, at jeg havde fået menstruation for første gang. Det er helt naturligt. I starten talte vi piger i klassen godt nok om, at vi i hvert fald ikke ville have det. Men så fik Amalie det. Og så gjaldt det bare om at få det hurtigst muligt. 

Mor råbte det til naboen

Som altid var jeg godt forberedt, fordi jeg havde taget noter, da vores lærer fortalte os om menstruation (håber jeg fik det hele med. Drengene grinede så højt, at jeg næsten ikke kunne høre noget. Især da Oliver kastede et Libresse bind med vinger ud ad vinduet for at se, om det kunne flyve). 

På mine noter stod der, at jeg skulle sige det til mine forældre. Jeg gik derfor ned i stuen, hvor min papfar sad foran computeren og skrev nogle tal ind i et regneark. Noget sagde mig, at han nok ikke var i humør til at tale om menstruation lige nu. Det var jeg egentligt heller ikke, men alligevel ledte jeg efter min mor. Det fortryder jeg nu. 

Jeg fandt hende i køkkenet, hvor hun var ved at stege et spejlæg. Da jeg med afdæmpet stemme fortalte, hvad der var sket, blev hun så begejstret, at spejlægget brændte på, og hunden blev hæs af at gø. 

”Tænk, min lille datter er blevet en kvinde,” råbte hun, hvorefter hun styrtede ud i haven for at give nabodamen besked hen over hækken. Så nu ved hele kvarteret det. 

Kort mor-datter snak

Bagefter lavede hun te og sagde, at nu skulle vi have en god mor-datter snak. 

”Kom,” sagde hun og førte mig ind i stuen, hvor hun havde sat chokoladekiks frem og tændt stearinlys, selvom det var helt lyst. 

”Nu skal du bare spørge mig om alt det, du gerne vil vide,” sagde hun og satte sig i skrædderstilling. Hun ventede spændt på mine spørgsmål, og jeg satte mig også i skrædderstilling. Men det var mest for at gøre hende glad. 

”Ingen spørgsmål er for dumme,” blev hun ved med et lidt for stort smil. Jeg vred min hjerne. ”Hvor mange chokoladekiks, må jeg tage?” spurgte jeg så. 

Min mor var tydeligvis skuffet, da vores mor-datter snak gik i stå efter to minutter. Men lidt efter fik hun sin begejstrede stemme igen ude i køkkenet, da hun viste panden med det fastbrændte æg frem. 

”Se her er et æg. Ligesom det æg, der har løsnet sig i din livmoder,” smilede hun. 

Jeg synes, det er virkelig godt, at min mor ikke er sådan en, der underviser i ”Uge Sex”. 

Heldigvis kom min storesøster grædende ind i køkkenet. Det var utrolig rart, at der var en datter, der havde mere brug for min mor end mig.

Bacon-kampen 

”Jeg kan ikke leve uden Jacob,” hulkede hun, hvorefter min mor mindede hende om, at der var mange andre fisk i havet. Det gjorde det ikke bedre. 

Min søster græd og græd hen over køkkenbordet. Hun stoppede faktisk først, da min papfar kom ud og stegte bacon. Min storesøster spiste fem stykker. Det gjorde jeg også. Da der til sidst kun var et stykke tilbage på fadet, fik min storesøster lov til at tage det. Og jeg prøvede ellers at tale min sag ved at sige, at jeg faktisk var blevet kvinde i dag. Men det tæller åbenbart ikke med i baconregnestykker. 

Det her må IKKE ske

I dag gik jeg tre ture med hunden. Hver gang jeg gik ud ad døren, krammede min mor mig hårdt. ”Jeg kan godt forstå, du har brug for noget tid alene i naturen. Der er jo så mange nye tanker, når man er blevet kvinde. Og så lige midt i Cornonaen,” sagde hun. 

Jeg havde overhovedet ingen nye tanker. Præcis som jeg plejede, tænkte jeg kun på, hvad jeg skulle sige til drengen med den hvide hund. Og hvordan jeg skulle komme væk fra emnet, hvis han begyndte at tale om Harry Potter. Det gjorde han heldigvis ikke, da jeg endelig mødte ham. Han talte kun om, hvor sjovt det havde været at synge fødselsdagssang for min mor. Og at han gennem havelågen havde set, at vi havde et udendørs bordtennisbord. 

”Tror du, jeg må komme forbi og spille en kamp en dag?” spurgte han. 

Selvfølgelig måtte han det. Jeg jublede indvendigt. Men samtidig var jeg rædselsslagen. Der er cirka 1000 ting, der IKKE må ske, når drengen med den hvide hund træder ind på vores matrikel. Her de fem værste 

1. At min mor fortæller ham, at jeg blevet en kvinde 

2. At min mor og nabodamen synger ud ad vinduerne (især Rasmus Seebach sange) 

3. At min lillesøster afslører, at jeg aldrig har læst Harry Potter (Den unge ved jo alt) 

4. At min far kommer forbi og viser strækøvelser 

5. At nogen i min familie nævner mit navn (Han ved stadig ikke, at jeg hedder Olga. Og han skal ALDRIG vide det) 

Rød kvinde-fest

Da jeg kom hjem fra hundeparken, havde min mor taget en meget stram rød kjole på. Jeg kunne næsten ikke kende hende efter kun at have set hende i natbukser de sidste par uger. Inde i stuen havde hun dækket bord med røde servietter, og på et fad stod der muffins med rød glasur. 

”Vi holder kvinde-fest for dig,” sagde hun og gav mig et alt for langt kram. Jeg følte nærmest, jeg var ved at blive kvalt. Det gjorde min stedfar vist også. Han havde et rødt slips om halsen, og det så meget stramt ud. Som om det ikke var ham selv, der havde bundet det. 

Da vi havde spist de røde kager, åbnede min mor vinduet. Det gjorde nabodamen også. I dagens anledning begyndte de at synge sange, som en, der hedder Anne Linnet, har skrevet. Hun er åbenbart så meget kvinde, som man overhovedet kan blive. Midt i det hele kom min far cyklende i en rød skjorte. På bagagebæreren havde han en bongotromme. Mens min mor og nabodamen sang: ”Du er mild, lattermild og gavmild,” stod han ude på vejen og slog lidt på trommen. Jeg har et nyt punkt til listen over ting, der IKKE må ske, når drengen med den hvide hund kommer på besøg. Det kan skrives kort: Bongotromme. 

Tør øjnene

Jeg må indrømme, at jeg til sidst ikke kunne holde det ud mere. Det summede nærmest for mine ører. Både af at lytte til bongotrommen. Men også til min søsters hulken. Og selvfølgelig min mors evindelige kvinde-snak. Faktisk havde jeg mest lyst til at gå op på mit værelse og smække døren efter mig. Men så dukkede Statsministeren op inde i fjernsynet. Hun så virkelig pæn og alvorlig ud i sin grønne jakke. Og hun sagde, at lige nu skulle de svageste være de stærkeste. Så jeg rejste mig op. Fandt en af de røde servietter fra spisebordet. 

”Tør de øjne og lad os tage en bordtenniskamp,” sagde jeg til min storesøster og stak hende servietten. Vi spillede i næsten to timer. Hun jublede, da hun vandt. Men det var altså mig, der lod hende vinde. Sig det ikke til nogen, kære Dagbog.