Dag 2: Held i spil – og måske en lille smule i kærlighed

Kære Dagbog

Der er sket en katastrofe. Det, der ikke måtte ske. Min storesøster er kommet hjem fra efterskole på grund af Coronaen. Jeg er i chok. Jeg troede jo, at efterskolen lige nu havde ansvaret for alle hendes g-strengs trusser og resten af hendes liv. Men nu er hun hjemme, og jeg er slet ikke tryg ved situationen. Jeg er sikker på, hun har Corona med alle de kram, de har gang i på sådan en efterskole. Godt nok har hun ikke tør hoste, men hun har tre blå-sorte pletter på halsen, og hun opfører sig i det hele taget meget mærkeligt. Hun smiler hele tiden og snakker slet ikke om Corona ligesom alle andre. Hun taler kun om en, der hedder Jacob. Da vi spiste frokost, sagde hun: ”Jacob kan ikke lide agurk. Er det ikke sjovt?” Det synes jeg overhovedet ikke er sjovt. Jeg synes i hvert fald, det er noget sjovere, når en på Youtube prøver at spise 25 flødeboller på et minut. 

Støv på Ludo-spillet

Min mor var stadig i nattøj, da vi spiste frokost. Hun sagde, at vi skulle bruge denne svære tid til at komme tættere på hinanden og gøre alt det, vi normalt ikke har tid til i vores travle hverdag. ”Vi skal spille brætspil. Bage. Læse bøger. Tale sammen,” sagde hun og begyndte at lede efter vores Ludospil. Da hun fandt det, pustede hun støv af låget, så hunden fik hosteanfald. (Håber virkelig ikke det er Corona. Som sagt ligner hunden jo en flagermus. Og det var flagermusen, der startede alt det her.) Jeg fik de grønne brikker i Ludo, og jeg havde virkelig held med terningen. Allerede i første runde slog jeg to 6’ere. Min lillesøster havde de røde, men hun slog kun 2’ere og kunne derfor slet ikke rykke på banen. Typisk hende. Hun forstår slet ikke, hvordan man skal ryste et raflebæger. Min mor havde de gule, men de jeg gav hende raflebægret, tog hun det ikke. ”Mor,” sagde jeg. Men hun rørte stadig ikke raflebægret. 

”Mor,” sagde min lillesøster. Ingen reaktion. 

”Mor, det er din tur,” nærmest råbte jeg. Heller ikke det fik hende til at kigge op fra sin telefon. ”Ej, Susanne fra mit arbejde er blevet farvet mørkhåret,” sagde hun bare. 

10 kroner for at holde mund om mors hamstring

Det var mig, der skulle gå tur med Pelle i hundeparken i dag. Jeg gør det selvfølgelig kun, fordi jeg får fem kroner hver gang. Det hele tæller jo, når man skal spare sammen til et nyt navn til 505 kroner. Jeg tror nu, det kommer til at gå hurtigt med den opsparinger. Jeg har i hvert fald lavet en aftale med min mor om, at jeg hver dag får ti kroner for IKKE at fortælle nogen, at hun har købt 25 pakker toiletpapir. Hun har nemlig set på Facebook, at man er et røvhul, hvis man hamstrer, og det har hun ikke lyst til at være. 

Alene på gaden

Min tur ned i hundeparken var lidt mærkelig. Normalt er jeg ret bange for at møde børnelokkere, når jeg går alene på gaden. For man kan jo ikke vide, hvem der er børnelokker, og hvem der ikke er. Men i dag var der slet ingen mennesker på gaden. Og det var faktisk endnu mere uhyggeligt. I hundeparken var der lidt flere. Alle stod langt fra hinanden, og min mor havde også sagt til mig, at jeg hele tiden skulle holde mig to meter væk fra andre. Hunden var selvfølgelig ligeglad. Den snusede alle de andre hunde i numsen. Der er ikke noget at sige, at den klamme sygdom kommer fra et væsen, der ligner den. 

Flot hund og flot dreng

Jeg skulle netop til at gå hjem, da der pludselig kom en stor, hvid hund med blank pels løbende. Den bevægede sig så smukt, som om den blev filmet i slowmotion, og jeg blev helt flov, da min Pelle styrtede hen og snusede til den flotte hunds numse. Som om de to hunde var i samme liga. Det ville svare til, at jeg bare satte mig ved Amalies bord i spisefrikvarteret og begyndte at åbne min madpakke og finde min Huawei frem. 

”Er det din hund?” spurgte en dreng og stillede sig et par meter fra mig. Det kunne jeg jo ikke lyve mig fra. Den flotte hvide var åbenbart hans, og nu var Pelle heldigvis holdt op med at snuse. De to hunde begyndte at lege, og det så ret nuttet ud. Jeg lod, som om jeg hele tiden kiggede på hundene, men en gang imellem kiggede jeg også lidt på drengen, uden han så det. Han var vist på min alder, og havde voks i håret og lignede måske en lille smule Kristoffer fra Frost. Bare i menneske selvfølgelig. 

Taler kun med grimme drenge

”Det er ikke så godt med den Corona, hva?” sagde han. 

”Nej, det er ikke så godt,” svarede jeg og trak mit halstørklæde helt op til næsen. Både for at undgå Corona. Men også lidt for, at han ikke skulle se, at jeg blev rød i hovedet. Hvis jeg skal være ærlig, var det første gang, jeg havde haft en så interessant samtale med en flot dreng med voks i håret. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Jeg kan godt tale med de grimme drenge. Men der sker noget med min tunge, når jeg står foran en pæn. Den krøller sig sammen, så der ikke kan komme ord ud af min mund. Men der i hundeparken opførte min tunge sig faktisk ikke mærkeligt. 

”Er du ked af, at vi ikke må komme i skole?” spurgte jeg. 

”Lidt. Og lidt ikke,” svarede han med et smil. Og det var et ret pænt smil. Så talte vi videre om Coronaen. Den var dejlig let at tale om, for der var jo så meget at sige. Det var faktisk også rart, at vi skulle stå med to meters afstand. Hvis han var kommet tættere på, er jeg sikker på, min tunge havde lavet knuder. 

”Nå, men farvel,” sagde jeg. 

”Farvel,” sagde han. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde lyst til at lave gadedrengehop resten af turen hjem. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. 

Mor lyver

Om aftenen havde min mor stadig nattøj på, da vi så nyheder. Damen inde i fjernsynet fortalte om Italien, hvor de syge ligger ude på gangene på hospitalerne. Det kunne jeg ikke lide at se. ”Mor, jeg er lidt bange,” sagde jeg. 

”Det skal du ikke være,” svarede hun. Men jeg kunne høre, hun løj. Hun lød, ligesom den gang jeg gav hende en bordskåner, jeg havde lavet i sløjd, og hun sagde, at hun syntes den var virkelig flot. Næste dag fandt jeg den i skraldespanden under nogle osterester og en tom dåse makrel. 

Hvem der bare var 10 år

Min lillesøster sad på skødet af min mor med to bamser i armene. Kære Dagbog: Du må ikke sige det til nogen, men pludselig ville jeg ønske, at jeg var ti år. Og jeg ville også ønske, at min far sad med os i sofaen lige mellem min stedfar og min mor. Og at min mormor og morfar også var der. Faktisk ville jeg ønske, at storesøster kom ud fra sit værelse og så fjernsyn med os. Men det kommer selvfølgelig aldrig til at ske. Det er nok meget godt. Hun har jo de der blå-sorte pletter på halsen. Og de ser meget smitsomme ud.