Dag 3: Hjælp!!! Min mor synger ud ad vinduet 

Kære Dagbog 

Der er sket noget forfærdeligt. Jeg kan næsten ikke skrive om det. Så flovt er det. Min mor er begyndt at synge ud ad vinduet i badeværelset. Hun står der og skråler sammen med nabodamen, som også har stukket sit morgenhår ud ad et åbent vindue. De startede med ”Jeg ved en lærkerede” og bagefter sang de ”I Østen stiger solen op”, som ingen af dem rigtigt kunne teksten på. Jeg ved ikke, hvad de har gang i. Normalt taler de kun sammen, når min mor brokker sig over, at naboen slår græs inden klokken otte om morgenen. Og når naboen brokker sig over, at vi ikke har taget vores julelys ned i februar. Men nu har de virkelig fundet melodien. 

”Det gør de i Italien for at stå sammen i en svær tid,” sagde min mor. Og jeg sagde, at hun overhovedet ikke er italiener. Når vi skal have lasagne, laver hun f.eks. den fra Knorr. 

”Det fortæller du bare ikke til nogen,” hvæsede hun. 

”Hvad får jeg for det?” spurgte jeg. Det svarede hun ikke på. Hun sagde bare, jeg skulle gå på Aula. 

Ville ønske min mor gik klædt som Statsministeren

I matematik skulle vi lave geometri-opgaver. Jeg spurgte min mor, hvor vi havde en lineal. Kort efter slog hun døren op til mit værelse og skreg: ”ER DU SØD IKKE AT RÅBE TIL MIG HELE TIDEN: JEG PRØVER AT PASSE MIT ARBEJDE.” 

Jeg forklarede hende tålmodigt, at jeg jo var nødt til at råbe, når jeg sad på mit værelse, og hun sad i stuen. Min mor burde lytte mere til mig. Jeg har også foreslået hende at klæde om. Hun har nu gået rundt i det samme nattøj i tre dage, og det klæder hende ikke. Natbukserne gør hendes numse meget lang og bred, og jeg synes også godt, hun kunne køre en børste gennem håret. Hvis det stod til mig, gik hun klædt som Statsministeren. Hun er altid så pæn med opsat hår og en nydelig jakke. Sådan burde alle mødre se ud. 

Jacob har grønt hår og bumser

Mens jeg lavede matematik, blev jeg forstyrret af sang igen. Denne gang var det heldigvis ikke min mor, der sang fra vinduet. Musikken kom fra min storesøsters værelse, og da jeg gik ind, fik jeg nærmest et chok. Ikke fordi hun skreg: ”GÅ UD DIN LILLE MØGUNGE”. Det har jeg jo hørt så tit. Faktisk hele mit liv. Chokket ramte mig, da jeg kiggede på hendes computer, hvor hun var på Skype. Her sad en dreng med grønt hår og bumser i hele hovedet og slog på en guitar, mens han sang ”Du er ikke alene.” Det lød virkelig forfærdeligt. Inden min søster smed mig ud, fik drengen åbenbart øje på mig, så han stoppede med at spille og vinkede til mig og sagde: ”Hej, jeg hedder Jacob.” (Han havde også de der blå-sorte pletter på halsen ligesom min søster). 

Tænk, at ham der var Jacob. Jeg er meget skuffet. Min søster havde jo talt så meget om ham, at jeg forestillede mig, at han mindst måtte ligne Kristoffer fra Frost.

Går aldrig i Matas med mor igen 

Jeg fortalte selvfølgelig min mor om Jacob. ”Han har grønt hår,” forklarede jeg forarget. Men min mor smilede bare. ”Det er da superfedt med en ung mand, der tør skille sig ud,” sagde hun. Typisk hende. Og typisk hende at sige superfedt. Når hun bruger den slags udtryk, har jeg virkelig lyst til at minde hende om, hvor gammel hun er. Engang var jeg med hende i Matas, da hun skulle købe en ny læbestift. Hun lavede en masse streger på sin hånd med forskellige læbestifter, der lignede hinanden. Til sidst sagde hun: ”Ej, denne her er super nice.” Jeg går aldrig med hende i Matas igen. 

Kiggede en lille smule efter drengen med den hvide hund

Det må vi jo heller ikke nu. Vi må faktisk ikke ret meget. Da jeg skulle gå med hunden, mindede min mor mig igen om at holde to meters afstand til andre mennesker. Jeg var så længe i hundeparken, at jeg til sidst ikke kunne mærke mine fødder. Grunden til, at jeg ikke gik hjem, var selvfølgelig, at jeg synes, det er sundt med en masse frisk luft. Og måske en lille bitte, bitte, bitte smule fordi jeg håbede at møde ham drengen med den hvide hund. Altså ham der ligner Kristoffer fra Frost. Bare i menneske. Men han kom ikke. Da jeg to timer efter helt af mig selv foreslog at gå med Pelle igen, gik min mor selvfølgelig ind og lavede et opslag på Facebook med et billede af mig og hunden (som så meget træt ud). ”I denne tid gælder det om at hjælpe hinanden. Store som små. Min 12-årige datter går uden brok to ture med hunden, så vi voksne kan få arbejdsro,” skrev hun. Godt at der ikke er nogen virkelig seje og vigtige mennesker, der er venner med hende på Facebook. 

Min krop opførte sig mærkeligt

Da vi kom ned i hundeparken anden gang, begyndte min krop at opføre sig mærkeligt. (Bare det ikke er Corona). Da jeg fik øje på drengen og den hvide hund, var der noget, der hamrede i mit bryst. Og det blev kun værre, da han kom nærmere og sagde ”hej.” Jeg anede ikke, hvad jeg skule sige. Men til sidst besluttede jeg mig for at sige ”hej.” Igen snakkede vi om Corona, og der var så meget at sige, at ingen af os behøvede stå og finde på noget nyt at tale om. Drengen syntes, det var for dårligt, at folk havde stået i en lang tæt kø foran Zoo, når vi nu har fået at vide, at vi skal holde afstand. Det syntes jeg også. Bagefter spurgte han, om jeg havde set, hvordan nogle danskere var begyndt at synge ud ad vinduerne. 

”Det har jeg ikke hørt om,” sagde jeg. Til sidst sagde vi farvel, og da jeg gik ud af hundeparken, tænkte jeg slet ikke på Corona. 

Skulle det være humor?

Men det gjorde jeg, da jeg kom hjem. Min mor stod nemlig og udvekslede de seneste nyheder med nabodamen over hækken. Det er åbenbart hendes nye veninde. De grinede også meget sammen. Især da min mor sagde: ”Mon ikke, der bliver født mange børn om ni måneder.” ”Hahahahahaha,” grinede de. Jeg forstod ingenting. Jeg har da aldrig hørt om, at man kan blive gravid af Corona. Og jeg hørte ellers virkelig godt efter i ”uge sex”. Modsat drengene, der fik grineflip, allerede da vores lærer startede timen med at vise et bind. Drenge er jo også meget barnlige. Men jeg synes nu, Kristoffer fra hundeparken virker ret moden.