Dag 4: Dronningen må være en god farmor

Kære dagbog

Dronningen har lige sagt, at Corona er en farlig gæst. Et barn kan miste sin bedstemor. En ven kan pludselig ikke være der mere. Jeg sad i sofaen og var lige ved at græde, og jeg græder ellers aldrig, når Dronningen siger noget. Faktisk plejer jeg ikke at høre efter, når hun taler. Nytårsaften er det jo meget sjovere at hive i bordbomber og fyre heksehyl af ude på gaden. Men nu må man slet ikke holde fest. Man må faktisk nærmest ikke være ude på gaden. 

Min mor er i nattøj på 4. dag

Dronningen sagde også, at vi må gøre noget hver især. Holde afstand og vaske hænder. Min mor og nabokonen siger selvfølgelig præcis det samme, når de råber til hinanden over hækken. Men det lyder bare mere alvorligt, når en dronning siger det end når to damer i nattøj og fleecetrøjer gør. Min mor er stadig i nattøj på 4. dag. Det bliver værre og værre. Især fordi hun hele tiden går rundt og spiser knækbrød med marmelade uden en tallerken, så nattøjet er helt plettet. I går fik jeg et stykke hårdt knækbrød op i foden, men da jeg klagede til min mor, sagde hun bare, at jeg skulle tage mine hjemmesko på. Som om jeg vidste, hvor de var. 

Dronningen værdsætte gaver fra børnebørnene

Dronningen har garanteret aldrig spist uden en tallerken. Hun har gode manerer. Og hun er helt sikkert også en god farmor. Jeg lagde mærke til, at hun havde en flot ler-figur stående bagved. Den forestillede to hænder, der holder et hjerte, og jeg er sikker på, at det er et af børnebørnene, der har lavet den. Det er dejligt at se, at hun værdsætter hjemmelavede gaver. Sådan er det ikke her. Som jeg før har fortalt, fandt jeg min hjemmelavede bordskåner i skraldespanden under osteskorper og en tom dåse makrel. Engang gav jeg også min mor en ler-giraf, som jeg havde brugt rigtig lang tid på i krea-værkstedet. Godt nok var glasuren løbet lidt ud, så den ikke længere havde pletter men nærmere striber, men min lærer sagde, at kunst ikke behøver være perfekt. Jeg glædede mig til at give den til min mor, og jeg havde pakket den fint ind. (Godt nok uden tape fordi min mor selvfølgelig ikke vidste, hvor vores tape var). Da hun åbnede gaven, sagde hun: ”Ej hvor er den fin.” Så kiggede hun på den meget længe og spurgte så: ”Hvad er det egentligt? En tissemand?” Det ville Dronningen ALDRIG have sagt. Jeg vil også vædde med, at der aldrig mangler klisterbånd på hendes slot. 

Voksne skal tale pænt

Min mor har lavet en plan over, hvad vi skal lave, når vi ikke går i skole. Den hedder ”Hjemme-listen” og hænger på køleskabet. Det første punkt er selvfølgelig: Skoleopgaver. Næste punkt er: Oprydning på værelserne. Der står også: Bage, male på sten, klippe gækkebreve, støvsuge, spille brætspil og gå med hunden (Jeg har allerede sat mig på den opgave. Min mor smilede stolt og sagde: ”Du er en rigtig natur-pige.” Jeg har selvfølgelig ikke fortalt hende, at jeg er begyndt at snakke med en flot dreng i hundeparken, der ligner Kristoffer fra Frost. Hvis jeg gjorde det, ville min mor sige: ”Åhh, hvor sødt.” Og jeg kan helt ærligt ikke forestille mig noget værre.) 

Min mor er selvfølgelig god nok. Hun lavede i hvert fald super lækker frokost til os. Der var både rugbrød og boller og en hel masse pålæg. 

”Nu skal vi rigtig hygge os,” sagde hun, da vi satte os. Så bad hun mig hente vandet i køleskabet. Jeg fandt selvfølgelig straks min telefon frem, hvor jeg har lavet et regnskab over, hvor mange gange jeg har hentet vandflasken i forhold til min lillesøster. 

”Jeg har hentet vand 5 gange. Og hun har kun gjort det 3,” sagde jeg og ventede på, at retfærdigheden skulle ske fyldest. Men min mor sukkede bare og sagde: ”Hold dog din mund.” 

Da jeg traskede op til køleskabet, skrev jeg lige et nyt punkt på hjemme-listen: ”Tale pænt til sine børn.” 

Det har du sagt!

Min storesøsters blå-sorte pletter på halsen er blevet mere utydelige. Nu er de nærmest gullige. Men hun taler stadig om Bumse-Jacob hele tiden. 

”Jacob kan ikke lide agurk. Er det ikke sjovt?” 

”Det har du sagt,” sagde jeg. 

”Og du har sagt 5.000 gange, at du ønsker dig et LaLa Berlin tørklæde,” råbte hun mig ind i hovedet. 

Min lillesøster sagde ikke noget. Hun sad bare og gav en bamse vest og bukser på. Jeg er altså bekymret for hende. Hun aner ikke, hvor pinligt det er, at hun stadig leger med legetøj. Hun lever virkelig i sin egen Verden. En gang imellem tror jeg faktisk ikke, hun har opdaget, at der er Corona. 

Tre gåture med hunden

Men det har jeg, og da jeg gik tur med Pelle, havde jeg fundet på en masse klogt at sige til drengen med den hvide hund. Jeg overvejede også at fortælle ham, at min mor havde sagt, at der nok bliver født mange børn om ni måneder. Men jeg forstod det selvfølgelig ikke helt, så det ville nok være dumt at rode sig ud i. Drengen og den hvide hund var der desværre ikke på min første tur, selvom jeg ventede meget længe. Heller ikke på min anden. Da jeg ville gå ud tredje gang, var hunden så udmattet, at jeg nærmest skulle slæbe den afsted. Men det var besværet værd. For endelig var han der. 

”Hej,” sagde han, da han så mig. Og han så helt glad ud. Jeg ved virkelig ikke hvorfor. Jeg er slet ikke noget særligt, og jeg har aldrig været på drengenes top-5-lister. Ikke engang de grimmes. Det er nok fordi, drengen med den hvide hund kun har set mig på to meters afstand. 

Da han begyndte at tale om Corona var det lidt ligesom at lytte til Dronningen. Han sagde nemlig nogle ting, som næsten fik mig til at græde, selvom jeg havde hørt dem før. Hans mor er sygeplejerske og skal på arbejde hver dag for at redde andre. Det må være vildt at være barn af en rigtig helt. Han fortalte også, at hans far er kok og blev fyret i sidste uge, fordi der ikke kom gæster, og nu er restauranten lukket. 

”Er du ked af det?” spurgte jeg. 

”Næh,” svarede han. 

Ked af at min far er alene

Det er så meget mærkeligt, men det er, som om drenge slet ikke kan blive kede af det. Jeg er ked af de først 100 ting. Før Corona var jeg mest ked af mit navn. Men nu er jeg mere ked af en hel masse andet. Jeg er for eksempel meget ked af, at min far er alene lige nu. Det tænker jeg meget på. Især lige inden jeg skal sove. Og især i går, da de sagde i Nyhederne, at man ikke længere må gå til tatovør og frisør. Min far har jo lige fået tatoveret et hjerte på underarmen, og han har sagt, at han vil have tatoveret ”Carpe diem” på den anden arm (Det er latin og betyder ”Grib dagen”. Hvordan det skal foregå, ved jeg ikke. Jeg kan ikke engang gribe en bold i rundbold). 

Ved du godt, det er alvorligt?

Jeg blev lidt bange for, om min far nu også havde set, at det var blevet forbudt at gå til tatovør. I de sidste par år har han nemlig haft så travlt med at finde sig selv, at der er mange andre ting, han slet ikke opdager. Tror for eksempel ikke, han har hørt om Aula. Derfor ringede jeg til ham bare for at være på den sikre side. I starten var det lidt svært at høre, hvad han sagde, fordi han spillede Tessas sang ”Ben” meget højt i baggrunden. Men da han skruede ned, snakkede vi sammen længe. Han vidste allerede, at man ikke måtte gå til tatovør, og da jeg spurgte, om han også vidste, at det alt det her med Coronaen er meget alvorligt, svarede han: ”Ja, det ved jeg godt, min skat.” 

Er Statsministeren single?

Det gjorde mig glad. Men jeg var stadig ked af, at han skal være helt alene lige nu. 

”Det skal du ikke være,” sagde han. Men voksne siger så meget. Jeg ville sådan ønske, at han fik en kæreste. Sådan en rigtig god og ordentligt en, der kunne installere Aula på hans telefon. Jeg har tænkt på, at Statsministeren ville være den helt rigtige til ham. Hun er altid så pæn i tøjet, og hun ligner en, der har en fast plads til sin taperulle. Men jeg ved ikke, om hun er single. Når hun holder pressemøde, giver hun journalisterne lov til at stille spørgsmål bagefter, og jeg håber hver gang, at en af dem spørger, om hun er single. Men der er der aldrig nogen, der gør. 

Farvel fodbold-EM

For øvrigt passer det ikke helt, at drenge aldrig er kede af det. Min stedfar var for eksempel ret ked af, at fodbold-EM er udsat. Han blev ved med at sige: ”Og jeg havde fået billet til Parken.” Til sidst sagde min mor: ”Op med humøret. Det er jo bare 11 mand, der løber rundt efter en bold. 

Så rejste min stedfar sig og gik i seng.