Dag 5: Med far på date (ja, du læste rigtigt)

Kære Dagbog 

Min mor er stadig i nattøj på 5. dag. Hendes opførsel er også begyndt at gå mig på nerverne. Især når hun står og synger ud ad vinduet til nabodamen (De er gået over til Kim Larsen-sange. Håber virkelig ikke, der var nogen ude og lufte hund, da de sang Kvinde Min). Hun er også træls, når hun holder telefonmøder med sine kolleger. Hun bliver ved med at råbe: ”Jeg hører, hvad du siger. Jeg hører, hvad du siger.” Det er bare typisk for den generation, som ikke havde elektricitet og telefoner i deres barndom. De synes, det er et mirakel, hver gang mobilen virker. 

Savner far

Selv begynder jeg snart at bede om et mirakel. Ville ønske, at Coronaen forsvandt, for jeg er faktisk ret bekymret. Og jeg er også begyndt at savne NOGLE af mine klassekammerater (Ingen af drengene). Min far er den, jeg savner allermest. Også selvom jeg er vant til kun at se ham hver anden weekend. Men når der er Corona, føles tiden meget lang. Man skulle begynde at regne i Corona-timer ligesom man regner i hunde-år. Tror en Corona time svarer til tre almindelige. Det er ikke noget, jeg har talt med nogen om her i familien. For de andre ville helt sikkert være uenige med mig. Det er, som om ingen kan blive enige om noget som helst lige for tiden. Og Statsministeren har ellers bedt os om at stå sammen. 

Skolen ser uhyggelig ud

Da min mor satte i opvaskemaskinen efter frokost, spurgte min stedfar, om han måtte give hende et godt råd. Det måtte han ikke. Men det gjorde han nu alligevel. 

”Der kan være mere i maskinen, hvis du sætter de små tallerkner bagerst,” sagde han. 

Så smed min mor en gaffel i vasken og sagde, at så måtte han sgu gøre det selv. Jeg skyndte mig selvfølgelig væk af frygt for, at opgaven ville gå videre til mig. Faktisk havde jeg lyst til at komme meget langt væk, så jeg fandt min cykelhjelm. 

”Jeg cykler en tur,” råbte jeg til min mor. 

”Hvor cykler du hen?” spurgte hun med sur stemme (som om det var mig, der havde bedt hende om at sætte de små tallerkner bagerst). Jeg svarede, at jeg ikke vidste, hvor jeg cyklede hen. Men det gjorde jeg. Jeg cyklede hjem til min far. Han bor fire kilometer fra os. På vejen skulle jeg forbi min skole. Den så uhyggelig ud, fordi den var så underlig tom og mørk, og de tomme cykelstativer udenfor lignede lidt metal-tænder i et robot-monsters mund. Jeg fortrød virkelig, at jeg engang ønskede, skolen brændte dagen inden en matematiktest. 

Indianer-hilsen

Min far så selvfølgelig overrasket ud, da jeg ringede på hans dør. 

”Olga, hvad laver du her?” spurgte han. Men han smilede imens. Det gør han faktisk altid, når han ser mig (ikke for at blære mig). Han sagde, at det nok var bedst, at vi ikke gav hinanden en krammer. Så vi løftede bare vores hænder i en slags indianer-hilsen. Det var lidt mærkeligt ikke at kunne røre sin egen far. Vi satte os i sofaen så langt fra hinanden, vi kunne, og han spurgte, om det gik godt i skolen. 

”Skolen er lukket,” svarede jeg. 

”Nå ja,” sagde han. 

Bagefter spurgte han, om der var noget, jeg havde lyst til, og jeg gik ud og kiggede i hans køleskab. Der lå en meget slap agurk og en gullig firkant i en plasticpose. Måske var det en ost. Ellers var der ikke noget. Jeg er faktisk rigtig stolt af, at min far slet ikke har hamstret. Han er nok det menneske, der har hamstret allermindst i Danmark, og han har ikke engang skrevet om det på Facebook. 

Nu skal jeg være ærlig

Han virkede lidt nervøs. Når man kender min far så godt, som jeg gør, kan man mærke den slags. Men alle er selvfølgelig nervøse lige for tiden. Også dem, der siger, de ikke er det. Min far blev ved med at køre en hånd gennem håret, og han skiftede pludselig T-shirt. Den første var meget stram. Og den næste var endnu strammere og havde v-hals, så man kunne se hans nye halskæde med træperler. 

”Nu vil jeg være ærlig overfor dig, Olga,” sagde han pludselig. Og det bryder jeg mig ikke om, når voksne siger. For det er sjældent noget godt, der følger efter. Har for eksempel aldrig hørt en voksen sige: ”Nu vil jeg være ærlig overfor dig … Vi skal i Tivoli og på Jensens Bøfhus bagefter.” Der kom heller ikke gode nyheder denne gang. Min far fortalte mig, at han om lidt havde en date med en kvinde, han havde skrevet med på Tinder. I sidste uge havde de aftalt at mødes til en kop kaffe på en cafe, men nu var tiden jo blevet en anden, så deres første date skulle foregå over Skype på computeren. 

”Du er velkommen til at sidde i sofaen og læse et Anders And blad imens,” tilbød han, og det var fint for mig. Jeg tænkte, at jeg måske kunne få nogle fif til, hvad jeg skulle sige næste gang, jeg møder drengen med den hvide hund i hundeparken. 

Ikke min drømme-kvinde

Da min far oprettede forbindelse til damen, var jeg faktisk nervøs. Eller spændt. En lille del af mig håbede, at det ville være Statsministeren, der dukkede op på min fars skærm. Eller i det mindste en af de tegnsprogstolke, der altid står og fægter med armene bag hende. De ser nemlig også meget flinke og ordentlige ud. Men den dame, der dukkede op på min fars skærm, lignede hverken en Statsminister eller en døvetolk. Hun lignede ikke engang en dame. Det ville i hvert fald have klædt hende, hvis hun lige havde taget en jakke over sine bare arme og bryst. I de her Corona-tider behøver man da ikke ligefrem at opsøge forkølelsen. 

Jeg havde lavet en aftale med min far om, at jeg ville bladre helt lydløst i Anders And bladet, så hun ikke bemærkede, at jeg var med i stuen. Det var nu ret nemt. Jeg bladrede slet ikke. I stedet lyttede jeg bare til deres samtale. Og lad mig slå helt fast: Jeg fik INGEN gode fif til, hvordan jeg skal tale med drengen i hundeparken. Jeg fik højst fif til, hvad jeg IKKE skal gøre. 

Pinlig tavshed

Min far startede med at sige, at han havde glædet sig til at møde hende, men at det selvfølgelig var lidt mærkeligt, at det skulle foregå på denne måde. Hun var helt enig. Så gik samtalen i stå. Det, syntes jeg, var meget tidligt, og jeg havde virkelig lyst til at give min far et stikord, så han kunne finde på noget at sige. Heldigvis kom han på banen igen efter nogle meget akavede minutter (som føltes som timer i Corona-tid). 

”Hvad laver du i din fritid?” spurgte han. 

Damen tænkte sig om ret længe, mens hun spidsede sine læber. De var utrolig store og våde. Jeg håbede, hun ville sige, at hun spillede badminton, strikkede, bagte cupcakes eller måske gik til dyrskuer med sine nuttede racehunde. Men hun nulrede bare spidserne af sit hår og trak på skuldrene. 

”Ikke rigtig noget.” 

Stakkels far. Nu begyndte han febrilsk at fortælle, hvad han selv lavede i sin fritid. 

”Jeg dyrker yoga, for det giver mig en helt utrolig ro og balance. Jeg kan også bruge en hel dag i køkkenet, hvor jeg bare nyder at lave spændende vegetabilske retter helt fra bunden. Og så elsker jeg lange gå-ture i skoven. Men jeg savner en af gå med,” smilede han og løftede det ene øjenbryn et par gange. 

Jeg smilede også, for jeg kom til at tænke på sidste gang, far forsøgte at lave pasta med kødsovs. Da han smed pastaen ned i en gryde med iskoldt vand, sagde jeg til ham, at jeg vist nok mente, at vandet skulle koge først. Men det betød ikke noget, mente min far. Jeg klagede selvfølgelig ikke, da vi en halv time efter holdt i køen til McDonald’s Drive. 

Ung indvendigt

Der var igen Corona-stilhed mellem min far og damen på skærmen. Min far rømmede sig. 

”Mon ikke der bliver født mange børn om ni måneder,” grinede han. 

Damen grinede overhovedet ikke. Ligesom mig forstod hun nok ikke joken. Stilhed igen. Min far burde virkelig anskaffe sig en veninde-bog, for her står der mange gode spørgsmål, som han kunne bruge i en dating-situation. For eksempel: Hvad er din yndlingsfarve? Eller: Hvad er din livret? Eller: Hvis du var en hund, hvilken slags ville du så være? 

Heldigvis stillede damen endelig min far et spørgsmål. 

”Hvor gammel er du egentlig?” 

”Øhhh,” sagde min far. Som om han havde glemt det. 

”Skrev du ikke 32 år i din profil?” spurgte hun. 

Min far begyndte at hoste (ikke et godt tegn lige nu!!!). 

”Altså indeni er jeg jo meget yngre end min rigtige alder,” sagde han så. 

Det svarede damen ikke på. Hun sagde bare farvel. Da min far slukkede computeren, spurgte jeg, om han var ked af det. 

”Nej, jeg er overhovedet ikke ked af det,” sagde han. Men det siger drenge jo altid. 

Svær afsked

Så ringede min mor. Hun var selvfølgelig bekymret for, hvor jeg var. Jeg kunne berolige hende med, at jeg var hos min far. Så bad hun mig komme hjem, for vi skulle klippe påskepynt. Da jeg tog jakke på, gav min far og jeg hinanden endnu en indianer-hilsen i entreen. ”Ha´ det godt og hils dine søstre,” smilede han. Mens jeg trak min cykel ud fra hans gård, kom jeg til at kigge op i vinduet, hvor han stod og vinkede. Det ville jeg ønske, at jeg ikke havde gjort, for jeg fik lidt ondt i maven. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi jeg syntes, det var synd, at han ikke skulle være med til at klippe påskepynt. Godt nok hader han at være med til juleklip i skolen. Men påskepynt er noget andet. Især når der er Corona.