Dag 6: Guide til påske-klip: Sådan skal du IKKE gøre

Kære Dagbog 

Det gik ikke helt, som planlagt, da vi klippede påskepynt i går. I hvert fald ikke som min mor havde planlagt. Hun havde ellers lagt op til en hel masse, da hun kaldte hele familien ind til spisebordet, hvor hun havde dækket op med en stak gul karton, poser med farvede fjer, piberensere, lim, tusser og perler. 

”Se hvad jeg også har købt i Panduro,” sagde hun og løftede en papkasse med et billede af en kaninfamilie i vat. 

”Bunny Family samlesæt” stod der uden på med store bogstaver. Der stod også, at samlesættet var til alle fra fem år og opefter. Jeg kiggede nu mest på min mors påklædning. 

”Har du været inde i Panduro i nattøj?” spurgte jeg. 

Det havde min mor. 

”Jeg var der jo kun meget kort. Jeg nærmest løb gennem forretningen for ikke at sprede smitte. Det var nok derfor, jeg kom til at købe alt for meget. Tænk sig, det blev 645 kroner,” sagde hun og rystede på hovedet, mens hun pakkede 68 ark silkepapir ud. 

”Forretningen var nu også næsten helt tom. Der var faktisk kun to mennesker,” sagde hun og lagde tre glimmertusser på stribe. 

”Det var for resten Amalie fra din klasse og hendes mor. Var det ikke pudsigt?” 

Jeg håber virkelig, der går lang tid, inden vi må komme i skole igen. 

Græder du?

Min mor havde lavet en meget stram plan over, hvordan vi skulle hygge os med påskepynten. Inden vi overhovedet måtte gå i gang, skulle vi alle se en meget gammel film med en meget gammel mand, der hed Jørgen Clevin. Mens han brummede ”bum, bum, bum,” viste han, hvordan man kunne lave et påskekort. Det gik så langsomt, at jeg var lige ved at falde i søvn. Men inden mine øjne gled helt i, kom jeg til at kigge på min mor. Hun sad og tørrede sine øjne med et stykke køkkenrulle. 

”Græder du?” spurgte jeg. 

Min mor nikkede og snøftede. 

”Det er vist fordi, Jørgen Clevin minder mig om min egen barndom. Og så kom jeg til at savne mormor og morfar. Dem må vi jo slet ikke besøge lige nu.”

Jeg troede slet ikke, voksne kunne savne deres mor og far.

Påskeklip med en brødkniv

 Da Jørgen Clevin langt om længe havde brummet færdig, tørrede min mor øjnene og slukkede skærmen. 

”Nå, så er vi vist alle i den rette kreative stemning,” sagde hun og slog hænderne sammen. 

Hun foreslog, at vi alle sammen startede med at klippe kyllinger og påskeharer i karton. Det lød nu mere som en ordre end et forslag. 

”Hvor er saksene?” spurgte min lillesøster. 

Min mor begyndte først at lede under dyngerne på spisebordet. Så rodede hun alle køkkenskufferne igennem, og til sidst kiggede hun surt på os børn. 

”Hvem har taget saksene? Vi havde to.” 

Jeg sagde, at det helt sikkert var min lillesøster, for jeg havde for nylig set hende klippe barnlige påklædningsdukker oppe på sit værelse. Men hun påstod, at hun skam havde afleveret saksene tilbage. Så pegede jeg på min storesøster og sagde, at hun tit klippede sine cowboybukser til shorts, så det var garanteret hende, der var den skyldige. Men hun benægtede selvfølgelig og sagde, at det ikke ligefrem var sæson for cowboyshorts. Som om hun nogen sinde klæder sig efter vejret. 

Min mor havde den frækhed at spørge mig, om jeg havde taget saksene. Hvordan kunne hun? Hun ved da, at jeg aldrig låner noget uden at aflevere det tilbage (måske lige bortset fra Anne fra min klasses regnjakke. Det var ikke med vilje, at jeg kom til at tage den. Og da hendes mor havde lavet en daglig efterlysning med store bogstaver på Aula i en hel uge og sat sedler på alle skolens døre, syntes jeg, det ville være virkelig pinligt at aflevere den tilbage). 

Min mor og stedfar ledte efter vores sakse i hele huset i næsten en halv time. Til sidst gav de op, og min stedfar begyndte med et suk at skære en kylling ud i karton med spidsen af en brødkniv. Min mor brugte beskærersaksen fra haven. Min lillesøster brugte negleklipperen, og det gik endnu mere langsomt end på Jørgen Clevins video. Jeg spurgte, om jeg måtte lave te. Det var tydeligvis ikke en del af mors plan, men jeg fik lov alligevel. Jeg tror, hun blev træt af, at jeg sagde: ”Hvad skal jeg lave? Hvad skal jeg lave? Hvad skal jeg lave?” 

Jacob skrevet med guld

Min storesøster sagde ikke så meget. Hun sad bare og brugte hele guld-tuschen på at skrive JACOB hen over et stykke lysegrønt karton. Jeg spurgte, om jeg måtte lave ”Bunny Family samlesættet”. Eftersom min mor var meget koncentreret om at klippe røde hønsefødder i pap med beskæringssaksen, fik jeg lov. 

Jeg må sige, at Bunny familien så meget mere lykkelig og harmonisk ud uden på kassen, end da jeg åbnede den. Det var et stort kaos af øjne, filt, perler og vatkroppe. Hvordan der skulle blive en familie ud af det, anede jeg ikke. 

”Læs brugsvejledningen,” sagde min stedfar. Men det er der da ingen, der gør. Bortset fra ham, selvfølgelig. 

En halv Mor-kanin

Uden på kassen kunne jeg se, at familien bestod af: Far-kanin med høj hat og blå jakke. Mor-kanin med lyserød kjole og blomst i ørerne. Og så tre kaninunger i noget virkelig umoderne tøj, som ingen rigtige kaninunder nogen sinde kunne finde på at tage på. Jeg startede med Far-kanin. Det gik okay med at lime hans blå jakke på kroppen, selvom han lignede en, der lige havde været oppe og slås. Men allerede da jeg skulle lime hans høje hat på, gik det galt. Den var nemlig forsvundet. Da jeg gav min lillesøster skylden, blev hun så sur, at hun kylede neglesaksen hen ad bordet. Det bemærkede min storesøster slet ikke. Hun spurgte bare min mor, om der var flere guld-tuscher, for hun var løbet tør, da hun skulle skrive det sidste B i Jacob. Så begyndte hunden at hoste. Og er der noget, der kan få en familie til at stivne lige for tiden, er det hosten. Så vi stivnede alle sammen. 

Hunden hostede virkelig meget, og til sidst satte jeg mig ned til den og kiggede den ind i munden. Her fandt jeg en halv Mor-kanin og fire øjne fra Bunny Family. Er sikker på, den allerede havde slugt farens hat. Men jeg kunne ikke se noget, selvom jeg løftede den op og kiggede den ned i halsen under lyset i emhætten, som er virkelig skarpt. Mens jeg holdt hunden, begyndte min mor at skrige. ”Hjææælp,” hylede hun og holdt sin hånd i vejret. Den blødte, og jeg ville selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kunne for at hjælpe min mor, så jeg kom løbende med køkkenrullen. Det gælder jo om at handle hurtigt i den slags situationer. Det gjorde jeg også. Desværre gik det så hurtigt, at jeg kom til at vælte tekanden, så alt på bordet blev gennemblødt. 

Frem med Falck-kassen

Min stedfar sagde, at det nok var en dårlig ide at klippe påskepynt med en beskærersaks, men min mor hylede bare og sagde, at hun ville til lægen. Det forbød min stedfar hende. 

”Det er ikke nu, vi skal belaste sundhedsvæsnet.” 

Min mors sår var nu heller ikke så slemt. Da hun havde fået pakket hånden i lidt forbinding fra Falckkassen, var hun faktisk i stand til at rydde op på bordet og også i alt det, der var faldet på gulvet. Det tog godt nok lang tid. Da hun endelig var færdig med at støvsuge, kom min lillesøster med sin computer og læste op fra Aula. 

”Har vi noget tapetklister? Og nogle gamle aviser. Min lærer har lige skrevet, at vi skal lave vores yndlings-dyr i papmache til i morgen.” 

Drengen med den hvide hund og Harry Potter

Min mor hev ledningen fra støvsugeren ud af kontakten på en meget brutal måde, og jeg kunne mærke, at det var på tide at komme væk. Så jeg tilbød at gå en tur med hunden. Og jeg havde heldet med mig. Da jeg kom ned i hundeparken, stod den pæne dreng med den hvide hund der allerede. Han smilede, da han så mig. Og jeg smilede også. (Jeg brugte et smil, som jeg havde øvet foran spejlet.) Der var selvfølgelig ingen af os, der smilede, da vi stod med to meters afstand og talte om Corona. Han smilede dog lidt igen, da han fortalte, at han var begyndte at læse Harry Potter. 

”Jeg har selvfølgelig læst bøgerne før. Men de er så spændende, at jeg sagtens kan læse dem engang til,” sagde han og spurgte, om jeg også havde læst Harry Potter. 

”Jeg er vild med dem,” sagde jeg og håbede, at han ikke ville begynde spørge om hvilken af bøgerne, jeg bedst kunne lide. Ligesom alle andre børn har jeg selvfølgelig fået en Harry Potter bog i julegave. Men jeg har aldrig læst mere end to sider. 

Drengen kom heldigvis ikke nærmere ind i bøgerne, for pludselig så han meget alvorlig ud. 

”Din hund brækker sig,” sagde han og pegede på Pelle, som kastede op midt på græsset. Den flotte dreng rynkede på næsen. 

”Hvad er det for en sort tingest, den kaster op? Det ligner nærmest en lille hat.” 

Hvor meget kan der ligge under en seng?

Da jeg kom hjem, havde hunden det godt igen. Selv løb jeg op på mit værelse og begyndt at rode min bogreol igennem. Der var en hel masse H.C Andersen eventyr og næsten alle Wimpy Kid bøgerne. Men Harry Potte kunne jeg ikke finde. Jeg begyndte derfor at rode mit klædeskab igennem. Ved godt, at det ikke lyder sandsynligt, at der skulle være en Harry Potter bog mellem mine trøjer og bukser. Men for at være helt ærlig, så kan man finde ting i mit klædeskab, som man aldrig havde drømt om. Jeg fandt for eksempel engang en to år gammel madpakke. Men der var ingen Harry Potter bog, og nu begyndte jeg virkelig at blive desperat. Derfor lagde jeg mig på gulvet og kiggede under min seng. Der lå utrolig meget dernede. Blandt andet brikker til mindst fem forskellige puslespil, 18 sokker, en halv pose popcorn og en tør monsterslikpind fra Halloween. Men Harry Potter bogen var der sandelig også!! 

Det her bliver aldrig sagt til mor

Jeg blev så glad, da jeg vristede den ud. På vejen ramte jeg et eller andet med bogen, som gav en metallisk lyd, da jeg puffede det ud i dagslyset. De to sakse var blevet temmelig støvede af at ligge under min seng. Mens jeg pustede det værste væk, kom jeg i tanke om, at jeg havde taget dem, fordi jeg ville lave en collage med mors dameblade. Det havde jeg nemlig hørt, at Amalie havde gjort. Men jeg nåede ikke så langt. Tror faktisk kun jeg havde klippet to billeder ud af et blad, da jeg kom i tanke om, at der var kommet nye afsnit af ”Klassen” på DR, og så glemte jeg alt om mit projekt. Indtil nu. Mor må aldrig vide, at jeg har de to sakse. Godt nok har hun sagt, at jeg altid kan komme til hende, hvis jeg har problemer. Men det her tilgiver hun mig aldrig.