Dag 8: Jacob med det grønne hår er i fjernsynet

Kære Dagbog 

Igen i dag startede min mor dagen meget energisk. Vi var nu nået til det punkt på hjemmelisten, som hed ”Male på sten.” Det betød, at vi alle skulle sætte os ud i bilen for at køre til stranden og finde nogle sten at male på. Min mor havde pakket saftevand, kiks og de hjemmelavede italienske boller med oliven, som ingen kan lide (Så ved hun, hvordan det føles at finde sin hjemmelavede bordskåner i skraldespanden under en tom dåse makrel).

Min mor havde selvfølgelig ikke skiftet tøj. Mens vi kørte, lavede jeg en top fem liste over de mennesker, jeg MINDST ville møde på stranden sammen med min mor i nattøj. 

1. Amalie (Hvis det skete, ville jeg være nødt til at skifte skole) 

2. Drengen med den hvide hund (Hvis det skete, ville jeg være nødt til at finde en ny hundepark) 

3. Sofie Linde fra X-factor (Hun er glad for mærkeligt tøj og ville helt sikkert spørge min mor, hvor hun har købt sine natbukser med marmeladepletterne. Og kender jeg min mor ret, ville hun bruge lejligheden til at synge ”Øde Ø” for hende. Bagefter ville Sofie Linde garanteret glemme alt om at holde afstand og give min mor et klap på skulderen og sige ”Fedt min ven”. Og det ville min mor helt klart se som en opfordring til at melde sig til næste års X-factor. 

4. Nogen med Corona. 

5. Nogen med en telefon, der kan tage billeder. 

Jeg blev mere og mere nervøs, jo tættere vi kom stranden. Men heldigvis kunne jeg ånde lettet op. Både parkeringspladsen og stranden var så fuld af mennesker, at min papfar udbrød: ”Det går jo ikke det her.” Han prøvede hurtigt at bakke væk, men det var svært, for mindst 20 pensionister havde dækket op med kaffe og kringle på et havebord og spærrede vejen. 

Bedst ikke at se sin familie hele tiden

Da vi kom hjem, åbnede min storesøster køleskabet og brokkede sig over, at vi ikke havde noget røget tofu. Min mor så meget træt ud, så jeg skyndte mig at spørge, om jeg måtte se TV. 

”Gør bare det,” sukkede hun. Det vidste jeg, hun ville sige. 

Jeg skyndte mig at tænde for ”Love is Blind” på Netflix, for det ser Amalie, og så taler alle garanteret om det, når vi kommer i skole igen. Og det gælder om ikke at komme bagud. Det har min klasselærer selv skrevet til os på Aula. 

Kære Dagbog, hvis du ikke selv har set ”Love is Blind” kan jeg fortælle, at programmet handler om, at nogle flotte kvinder og nogle flotte mænd skal tale sammen uden at se hinanden. Og til sidst skal mændene fri til dem, der virker sødest. Det bliver kvinderne så glade for, at de græder. For på det tidspunkt er alt stadig godt. Det er først, når de kan se hinanden, at problemerne starter. Det er lidt ligesom vores familie. Vi havde det faktisk også bedre, da vi ikke skulle se på hinanden hele tiden. 

Ser skod-tv med mor

Da min mor kom ind stuen, spurgte hun, hvad det var for noget ”skod-tv”, jeg så. Så satte hun sig tungt ved siden af mig, mens hun knaste et stykke knækbrød uden en tallerken. Efter at have set de første fire afsnit sammen, blev vi enige om at se det femte. Vi var også enige om, at Jessica med det lange lyse hår var irriterende. Det var faktisk lang tid siden, vi havde været så enige. Da vi nåede til afsnit syv, stillede min papfar sig foran fjernsynet og spurgte, om vi snart skulle have aftensmad. 

”Jeg skal bare lige se det her afsnit færdigt,” sagde min mor og løftede hovedet, så man kunne se, hun havde aftryk fra en masse knækbrødskrummer på sin ene kind. 

Min papfar sukkede og gik ud af stuen. Lidt efter kunne vi høre ham starte bilen, og da jeg kiggede ud ad vinduet, blev jeg lidt bekymret. Han havde nemlig spændt traileren efter bilen. Tænk hvis han var ved at forlade os alle sammen. Det ville der ikke være noget at sige til det. Min mor har gået rundt i natbukser i en uge, og jeg kan da godt forstå, hvis han hellere vil have en dame i en pæn nederdel lige som Statsministeren. 

Nu med bordtennisbord

Efter en time kom han heldigvis hjem igen. Nu havde han et bordtennisbord på traileren. Min mor skyndte sig op fra sofaen og hjalp ham med at stille det op på terrassen. Og så startede en familiebordtennisturnering, hvor jeg vandt. Det var næsten lige så sjovt som at se voksne mænd kæmpe med tårerne i "Love is Blind". Selv min storesøster smilede og holdt et øjeblik op med at fortælle om Jacob. Jeg må indrømme, at jeg er glad for, at min mor fandt en kæreste med anhængertræk på bilen. 

Uhyggelige nyheder

Bagefter blev vi selvfølgelig tvunget til at se Nyhederne. Engang var det bare kedeligt at se Nyheder. Men nu synes jeg mere, det er uhyggeligt, for de siger hele tiden, hvor mange, der er døde af Corona. Ville ønske min mor tog mig på skødet og hviskede: ”Det er jo bare film.” 

Jeg tror også, min storesøster synes, det er lidt for uhyggeligt. For hun kiggede hele tiden væk og ned i sin telefon. Også under sidste indslag, som viste, hvor tæt folk går rundt visse steder i København. Der var billeder fra søerne, hvor der var virkelig mange mennesker. Indslaget var næsten slut, da kameraet stillede ind på en fyr med grønt hår. 

”Er det ikke Jacob?” spurgte jeg, og jeg har aldrig set min storesøster smide telefonen fra sig så hurtigt. 

Det var Jacob. Og jeg kan godt forstå de filmede ham, for han holdt bestemt ikke to meters afstand, som Statsministeren og Dronningen siger, vi skal gøre. Han gik helt tæt op af en pige med orange hår. De holdt faktisk i hånd. Da min storesøster så det, løb hun ind på sit værelse. Lige nu græder hun så højt, at jeg tvivler på, jeg får lukket et øje i nat.