Et foredrag om at blive skilt. Knust. For til sidst at blive næsten hel igen

 

Da forfatter Karin Heurlin blev skilt, lå hun i fosterstilling på en luftmadras fra Aldi og havde det rædsomt i sin nye lejlighed. Men samtidig tænkte hun: Det her er en god historie. Og det er en historie, der er brug for. For det er en ensom fornøjelse at blive skilt.

Det tog selvfølgelig tid at rejse sig fra luftmadrassen og smile igen. Og tid at komme så langt, at hun kunne skrive om livet som nyskilt mor med alt, hvad det fører med sig. Men da hun kom så langt, var der til gengæld så meget at skrive om, at det blev til romanen ”Inden du går – vil du så ikke blive lidt længere.”

Bogen er fiktion. Men Karin stjal en hel del fra sig egen virkelighed. Blandet andet titlen, som er et citat sagt af hendes dengang 4-årige datter under en afsked.

I en skilsmisse bliver der sagt mange ord, man aldrig ryster af sig. Og der bliver fældet mange tårer. Og ens liv bliver aldrig det samme igen. Men derfor kan det ende godt alligevel.

I foredraget vil Karin fortælle sin egen historie, som førte til bogen. Men hun vil også fortælle, hvad der skete efterfølgende. Man kan nemlig godt blive hel, selvom man er skilt. I hvert fald næsten.

 

Forvent:

I foredraget vil publikum både få noget at græde og grine af. Selvom skilsmissen nok af en af de mest tragiske emne, så formidler Karin det med humor. Og så giver hun håb. En skilsmisse behøver nemlig ikke gøre ens liv til en tragedie. Og skilsmissebørn behøver ikke være ofre. Det kræver selvfølgelig, at mor og far kan finde ud af at være voksne. Og sluge kameler. Og muldyr og pindsvin. Og tanken om fars nye kæreste.

Publikum vil blandt andet få svar på følgende:

  1. Hvor tomt føles et forladt børneværelse hver anden uge?
  2. Hvordan er det at oprette en profil på en datingside som voksen? Skal man skrive, at man er god til madlavning? Og hvad svarer man, når en mand beder om et foto, hvor man kan se tandsættet. Bare fordi han har dårlige erfaringer med kvinders fortænder.
  3. Hvor meget må man græde, når ens børn græder?
  4. Hvad skulle man gøre uden bedsteforældre, når man bliver skilt? Og hvordan føles det egentligt for dem at se deres børnebørn som skilsmissebørn?
  5. Hvad gør man, når ens eksmand smiler lidt for meget? Bare fordi han er blevet sindssygt forelsket i en ny. Og hendes sko står i ens gamle hjem.
  6. Hvordan komme man væk, når man er på date med en selvoptaget idiot. Som faktisk viser sig at være ret sød. Og helt fantastisk. Så fantastisk, at man pludselig er hvid brud for anden gang i sit liv. Og har en sammenbragt familie med fem børn.