Som forfatter skriver jeg aldrig om drager eller vampyrer. Og som journalist har jeg aldrig væltet en regering. Men jeg elsker at skrive om både det sjove og smertefulde lige omkring mig. Jeg er altid på jagt efter den gode historie, og jeg er en af dem, der i smug lytter til nabobordets samtaler. Jeg har været journalist, siden jeg var 22 år og gik i lidt for lårkort. 


Kjolelængden er måske ikke blevet meget længere, men der er selvfølgelig blevet tastet en del ord ind på computerskærmen siden den gang. Ved siden af mit journalistjob har jeg skrevet 8 bøger. Blandt andet en række biografier om nogle meget forskellige kendte danskere: 

Ole Henriksens ”Et ærligt liv”, ejendomsmægler Jan Fogs ”Et liv i første række”, Anne-Marie Østersøs ”Clairvoyanten”, Camilla Framnes ”Hvis jeg kan, kan du også” og modellen Lykke Mays ”Mine 9 liv”. 


Da jeg blev mor for anden gang, fik mit eget liv hovedrollen i bogen ”Hvornår er det min tur til at skrige.” Bogen er lyserød uden på. Men det er den ikke inden i. 

I 2017 udkom jeg med min første roman ”Inden du går – vil du så ikke blive lidt længere.” Den er kraftigt inspireret af min egen skilsmisse. Og titlen er faktisk et citat fra min dengang femårige datter en aften, jeg skulle tage afsked med hende hos hendes far. Det gør faktisk stadig lidt ondt at se på den titel. 


I april 2020 udkommer jeg med romanen ”7 år efter”, som handler om en forældregruppe et økonomisk privilegeret sted i Danmark. Igennem syv år følger man deres liv på godt og ondt, og jeg kan godt afsløre, at kønne facader godt kan snyde. 


Ellers skriver jeg om mig selv og mit kedelige liv på Instagram, hvor du er meget velkommen til at følge med på: karin.heurlin. Du kan også skrive til mig via nedenstående kontraktformular.