Som forfatter skriver jeg aldrig om drager eller vampyrer. Og som journalist har jeg aldrig væltet en regering. Men jeg elsker at skrive om både det sjove, det tankevækkende og det smertefulde lige omkring mig. Jeg er altid på jagt efter den gode historie, og jeg er en af dem, der i smug lytter til nabobordets samtaler.

Jeg har været journalist, siden jeg var 22 år og gik i lidt for lårkort.  Skørterne er måske ikke blevet meget længere, men der er selvfølgelig blevet tastet en del ord ind på computerskærmen siden den gang. Ved siden af mit journalistjob har jeg skrevet 8 bøger. Blandt andet en række biografier om nogle meget forskellige kendte danskere: 

Ole Henriksens ”Et ærligt liv”, ejendomsmægler Jan Fogs ”Et liv i første række”, Anne-Marie Østersøs ”Clairvoyanten”, Camilla Framnes ”Hvis jeg kan, kan du også” og modellen Lykke Mays ”Mine 9 liv”. 

Da jeg blev mor for anden gang, fik mit eget liv hovedrollen i bogen ”Hvornår er det min tur til at skrige.” Bogen er lyserød uden på. Men det er den ikke inden i. 

I 2017 udkom jeg med min første roman ”Inden du går – vil du så ikke blive lidt længere.” Den er kraftigt inspireret af min egen skilsmisse. Og titlen er faktisk et citat fra min dengang femårige datter en aften, jeg skulle tage afsked med hende hos hendes far. Det gør faktisk stadig lidt ondt at se på den titel. 

I april 2020 udkom jeg med romanen ”7 år efter”, som handler om en forældregruppe et økonomisk privilegeret sted i Danmark. Igennem syv år følger man deres liv på godt og ondt, og jeg kan godt afsløre, at der kan gemme sig overraskende ting bag kønne facader. 

Man skal aldrig stole for meget på et menneske med en alt for køn facade. I hvert fald ikke i min psykologiske thriller ”Du forlader mig aldrig”, som udkom i 2021. Den handler om Ann, som har udgivet en meget ærlig og personlig bog om sorg efter tabet af sin store kærlighed. Ann er god til at sætte ord på sorgen. Og hun er rigtig god til at trøste andre, når hun åbent deler ud af sit liv på Facebook, til sine foredrag og i sit radioprogram. Problemet er bare, at der skal så lidt til at ændre hele sandheden. Og hvad skete der egentligt med hendes store kærlighed?

Mine bøger opstår på meget forskellige måder. En gang imellem går jeg rundt i flere år og tænker over en bog, inden jeg sætter mig til tasterne. Andre gange kommer handlingen nærmest væltende ind over mig. Det skete, da Corona-krisen ramte, og mine to børn blev sendt hjem fra skole. De fik at vide, at de skulle læse en halv time dagligt, og det var lidt et problem, for vi var løbet tør for læsestof. Derfor satte jeg mig en morgen og skrev noget, de kunne læse, og pludselig var jeg i gang med at skrive 12-årige Olgas Hemmelige Corona Dagbog.

Dagbogen fulgte Corona-krisen dag for dag set med en 12-årig piges øjne, og undervejs besluttede jeg, at andre børn måske også kunne have glæde af den, så jeg lagde kapitlerne gratis på min hjemmeside. Det blev en succes. Faktisk var der så meget respons, at jeg skrev mere til og udgav den som en bog. Og nu kan jeg sket ikke slippe Olga og hendes grove betragtninger på livet, så jeg har netop skrevet ”Olgas Jul”. En julehistorie i 24 afsnit til egoistiske børn og sure voksne. Den udkommer 1. november, og jeg håber, den vil få flere børn til at læse. Og flere forældre til at sænke forventningspresset i december. Det kan som bekendt godt være lidt højt.

Ellers skriver jeg om mig selv og mit kedelige liv på Instagram, hvor du er meget velkommen til at følge med på: karin.heurlin.